TEORETISK GRUNDFUNDAMENT

Walter Kempler var en amerikansk psykoterapeut, der praktiserede fra han tog sin MD i 1947.
Som andre fra sin tid, var han oprindelig psykoanalytisk trænet. Han var derudover inspireret af både Carl Rogers og Fritz Perls.
På den baggrund, udviklede Walter Kempler igennem 60′erne sin egen terapiform, der tog udgangspunkt i Rogers tanker om terapeutens autencitet og evne til selv involvering, som vigtigste redskab.
Et andet grundprincip var at udvikle dialogen mellem de enkelte familiemedlemmer, som metode, til at afdække, hvordan samspillet i familien enten kunne “forværre”, “forbedre” eller “vedligeholde” “symptomer” – eller ubalancer.
For at skabe forandring, måtte familieterapeuten blive et midlertidigt medlem af familien og involvere sig konkret og direkte – og på den måde bidrage til, at familien blev i stand til at dele deres oplevelser og erfaringer med hinanden i et sundt samspil.
Han betonede ligeledes vigtigheden at et fælles engagement – at der blev faciliteret en fælles bestræbelse på at gøre familien til et vækstcenter for alles trivsel.
En Kempler familieterapeut kan også gå på hjemmebesøg og praktisere i private rammer – i et tættere samspil med familien.

Kempler Instituttet og Jesper Juul
Med fremtrædende fagpersoner i Danmark, som overlæge i børnepsykiatri Mogens Lund og familieterapeut Jesper Juul, var Walter Kempler med til at grundlægge Kempler Instituttet i 1979. Med Jesper Juul, i spidsen, som forfatter til vigtige lærebøger, udviklede Instituttet sig igennem 90′erne, til at blive Skandinaviens største og mest anerkendte Institut for efteruddannelse i familieterapi. “Oplevelsesorienteret familieterapi” blev betegnelsen for den særlige terapeutiske retning, der blev trænet.
Denne retning skilte sig på mange måder ud – bl.a. ved at tage afstand fra den traditionelle psykoanalytiske praksis, hvor terapeuten forholder sig både “neutral” og “distanceret” til sin klient.
Den oplevelsesorienterede retning er mere optaget af at afvikle teknikker og bringe terapeuten tilstede i nu’et med sig selv.
Den psykoterapeutiske efteruddannelse går derfor ud på at udvikle terapeutens selvbevidsthed og personlige udtryk – og få trænet terapeutens evne til at turde involvere sig. Den oplevelsesorienterede retning  tager samtidig afstand fra at “diagnosticere” et enkelt familiemedlem og er mere optaget af, hvordan hver enkelt familiemedlem kan bidrage til at skabe forandring.

Irwin D. Yalom, *eksistentiel psykoterapeut, er nok den mest kendte fortaler for den oplevelsesorienterede metode, der tilstræber en åben og autentisk relation mellem terapeut og klient - ”som imellem 2 rejsefælder, hvor teknikker og metoder aldrig må stå i vejen for selve relationen mellem terapeut og klient.
Denne “afteknificering” af terapi er helt central for den oplevelsesorienterede retning.
Det handler om at STÅ HOS / VÆRE MED eller FOR klienten – modsat det at sygeliggøre eller diagnosticere – og GØRE noget VED patienten.

*Eksistentiel psykoterap er en dynamisk form for terapi, der anser relationen mellem klient og terapeut, som et af de væsentligste og lægende elementer. Yalom mener således, at terapeutens vigtigste rolle er hans egen person – og at mestre dette redskab meningsfuldt og frugtbart i terapiens her-og-nu situationer, måske er den mest krævende del af uddannelsen til terapeut.

Carl Rogers var en humanistisk psykolog, der stod for vigtige synspunkter om relationen mellem klient og terapeut. Mest kendt for at være særlig optaget af terapeutens “autensitet”. Han betonede vigtigheden af, at terapeuten udviser en “ikke fordømmende” – næsten ubetinget accept og empatisk forståelse for klienten. Metodisk blev Rogers terapiform benævnt “non-directive”, hvilket betyder en forsigtig, ikke styrende – men mere spejlende stil.

Fritz Perls var gestaltterapeut. Han havde mere fokus på det betydningsfulde i “her-og-nu” processer, hvor terapeuten gennem strukturerede processer (ex. stole arbejde) hjælper klienten med at afslutte gammelt konfliktfyldt materiale (gamle gestalter), der begrænser individet i at have en fri og åben tilstedeværelse
i nu’et. Rogers og Perls var meget forskellige i både stil og metodik, men de bidrog begge med vigtige elementer og principper til udvikling af den senere “familieterapeutiske” retning.